Efter et par dage på den nordsjællandske kyst, trængte jeg til lidt afveksling og valgte derfor at tage turen tværs over øen til de vestsjællandske strande.

Fremme på pladsen fik jeg rigget til. Jeg var første mand, men mest jeg gjorde klar, kom yderligere tre mand. Jeg gik ud ad strækningen. Hvor skulle jeg nu – som førstevælger – satse på at finde havørrederne?

Valget faldt på et fint badekar, og kort efter passerede de tre mig, hilste og fortsatte ud af strækningen. De to startede deres fiskeri omkring 300 meter længere fremme ved en pynt, mens den sidste mand fortsatte længere ud.

Badekarret gav ikke fisk, og jeg fortsatte hen til et par småpynter, som de andre var sprunget over. Da flåddet var på vej ind, blev en fisk opmærksom på det og fluen. Den vendte i overfladen, og hugget kom, da der kun manglede et par meter at spinne ind. Det var en fin fisk, som sloges godt for sin sag på den korte line. Den kom dog sikkert i nettet og blev målt til 52 cm oppe på land.

Blog Image

En halv time senere kom de to mand tilbage. De havde ikke bemærket nogen fisk og ville nu andre steder hen.

Den tredje mand talte jeg først med langt senere, da vi begge havde kurs tilbage mod bilerne. Det var en gammel fyr oppe i 70erne, som jeg også tidligere havde mødt på strækningen. Han fortalte, at han altid startede med at gå ud til et bestemt sted, som lå lidt over en times gang fra parkeringspladsen. Herfra fiskede han så stille og roligt tilbage mod udgangspunktet. Som regel havde han det meste af strækningen helt for sig selv, og selv om denne dag ikke havde givet nogen fisk, havde han ofte noget at slæbe på, når det gik hjemover.