Et vinterlavtryk havde lagt sig over Danmark. Temperaturen lå omkring fem grader, det var skyet, og der var ikke en vind, der rørte sig. Nok ikke de mest optimale fiskebetingelser på Bornholm, hvor der gerne må være røre i vandet.

Vi travede ned over markerne til det udvalgte plads på øens sydkyst og blev mødt af et smukt syn, da vi kiggede ud over vandet fra skrænten. Vandet lå spejlblankt, men da blikket gled ud mod revet til venstre, fangede det en jolle, hvor en mand i blåt og orange var ved at tage et garn op. Han manglede de sidste 50 meter af garnet, men efter den sidste vage, var der et kort hul over til den næste vage, som markerede endnu et garn, som stod lige ud for det rev, vi havde udset os.

Blog Image

Jeg vadede alligevel ud på revet og kastede ud til venstre, hvor jeg lige netop kunne fiske indenfor garnet. Der var kontakt med en fisk i et af de første kast, men derefter skete det ikke mere. En del af garnet stod nærmere end 100 meter fra land, mens resten stod lige på grænsen. Manden fortsatte med at tage garnet op, og på de sidste 20 meter sad der fire havørreder.

Han fortsatte med det næste garn, som jeg anslog til at være 250-300 meter langt. Da han allerede havde taget flere garn op, var det helt oplagt, at hans samlede garnmængde langt over steg de lovlige tre garn. Desuden kunne jeg se, at han fiskede med flydere på de sidste garn, hvilket er ulovligt på Bornholm frem til 1. marts. Jeg besluttede at ringe til fiskerikontrollen, men havde kun nummeret til afdelingen i Roskilde. De tog dog imod meldingen og lovede at ringe til kontrollen på Bornholm, og efter et stykke tid blev jeg kontaktet af kontrollen i Rønne. Vi aftalte, at jeg skulle ringe tilbage, når han sejlede, så jeg kunne fortælle, hvilken havn han havde kurs imod. De vurderede også, at der var en god chance for at tage ham på fersk gerning med for mange garn i båden.

Blog Image

Imens røgtede han det næste garn, og jeg kunne med stigende frustration iagttage, hvordan han pillede yderligere 15-16 fine store havørreder ud af garnet. Derefter satte han kursen østover, og jeg ringede igen til kontrollen, som sagde de ville køre ud til den pågældende havn.

Da han havde sejlet et stykke, stoppede han motoren omkring en kilometer fra land, og begyndte – efter de kredsende måger at dømme – at rense fisk, og det fortsatte han med den næste halve time.

På et tidspunkt kunne vi se, at der stod vager rundt omkring båden, og han havde tilsyneladende sat nogle af garnene igen. Jeg ringede igen til kontrollen, som kunne fortælle, at de havde observeret ham. Jeg fortalte om de garn, han havde sat. De måtte desværre melde om en motor, der var til reparation, så de havde ikke umiddelbart mulighed for at sejle ud og kontrollere ham.

Endelig sejlede han ind til havnen, og en halv time senere ringede kontrollen og kunne fortælle, at han kun havde haft tre lovlige garn uden flydere i båden, at samtlige ørreder var blanke, og at hans fisketegn var i orden, så han slap for videre tiltale.

For mig var det oplagt, at han sikkert var blevet ringet op og varskoet om, at kontrollen var på besøg i havnen. Derfor havde han parkeret de overskydende garn langt fra kysten til senere afhentning. Eventuelle farvede fisk var smidt overbord, og han havde ”lovliggjort” sit fiskeri.