Efter morgenens snefald var temperaturen steget til 4-5 grader, og lige over middag lokkede forårssolen, så jeg fik afsluttet den første del af arbejdsdagen og fik grejet bag i bilen.

Målet var en plads lige ved Frederiksværk, hvor kysten vender mod syd, så jeg kunne få den jævne nordenvind i ryggen. Pladsen er – som mange andre i fjorden – kendetegnet ved, at man skal vade meget langt ud, før der kommer lidt dybde, og ålegræsbælterne begynder. Jeg vadede ud i retning af de yderste moler på lystbådehavnen, hvor en ”molefisker” nok har gjort sig sine tanker, efterhånden som jeg fik arbejdet mig over mod ham, så jeg til sidst var en kastelænge fra ham.

Blog Image

Herfra kunne jeg følge et mørkt bælte vestover, og med bombardaflåddet var det nemt at affiske området. Efter en halv times tid skete der noget. Flåddet var næsten helt inde ved stangspidsen, da en ørred på knap 2 kg gik til angreb på selve flåddet, og derefter vendte i overfladen og stak ud igen. Jeg havde jo af gode grunde stoppet indspinningen, og mens jeg stod lidt overrasket og en smule skuffet, blev linen strammet op, og der var hug.

Fisken var desværre ikke den, jeg havde set, men en mindre udgave, som blev kørt træt på meget kort line, hvorefter den blev sendt retur i fjorden.

Jeg fiskede videre hen ad strækket uden at mærke noget, og efter et kvarters tid vendte jeg om og fiskede samme stræk tilbage. Da jeg kom tilbage til stedet, hvor de første fisk havde vist sig, var der igen en fisk, der viste sig i overfladen lige foran mig. Det var med stor sandsynligvis den store fra før. Jeg lavede spinstop og lod Kobberbassen dale gennem vandet, og der kom et par forsigtige hug. Jeg tog de sidste meter line ind, og lige foran mig vendte fisken i overfladen og efterlod en hvirvel, som jeg først tolkede som: ”Kom og leg, hvis du tør”, men nogle kast senere måtte jeg erkende, at det nok snarere betød: ”Kom igen en anden dag. Jeg gider ikke lege mere med dig i dag”.

Blog Image