Der er nogen, der påstår, at den tid, man bruger på at fiske, ikke tælles med, når Sct. Peter gør regnskabet op og fastsætter ens personlige ”deadline”.
Om det forholder sig sådan, skal jeg lade være usagt, men jeg kan til gengæld sige med sikkerhed, at de arbejdsopgaver, man udsætter, fordi fiskefeberen raser i kroppen, og man ud til kysten igen…..ja, de er absolut ikke væk, når man kommer tilbage. Tilmed bliver opgavernes omfang nærmest omvendt proportionalt med den tid, der er til rådighed.

Den 1. april var sådan en dag. Da dagens sidste møde var afsluttet ved 15-tiden, var der bare ind i bilen og hjem i den fart, som den nordsjællandske eftermiddagstrafik nu tillader.
Grejet lå i bilen, så det var bare lige ind og få skiftet tøj og så ud til den lokale kyst, som i dagene op til havde budt på godt fiskeri.

Når man har fisket den samme strækning flere dage i stræk, får man som regel en klar fornemmelse for, hvor fiskene skal findes. Jeg skulle selvfølgelig lige afprøve det badekar, der de foregående dage havde givet fisk. Men det var lavvandet, og fiskene viste sig at være lige udenfor på den anden side af første revle. Det gav et par målsfisk, som kom ud igen.

Blog Image
Derefter fortsatte jeg ned ad strækket og kunne undervejs betragte en redningshelikopter, der – tror jeg – lavede redningsøvelser, hvor de sænkede folk ned i vandet for senere at hente dem op igen. Det larmede godt og tog meget af min opmærksomhed. Men et solidt hug og en fisk der tog adskillige flotte spring, hev mig tilbage til min lystfisker-virkelighed, og efter en fin fight kunne jeg lande en smuk ørred midt i fyrrene.

Blog Image

Da jeg vendte hjem sidst på eftermiddagen, var det så en anden virkelighed, der ventede i form af de arbejdsopgaver, der skulle løses inden næste dag i skolen. Den havde Sct. Peter desværre ikke elimineret i mellemtiden.