Vinden kom ind fra øst, så for at få den ind skråt bagfra travede jeg langt ned ad strækningen i nordøstlig retning. Først efter 1½ km vadede jeg ud på revlen, hvor jeg startede fiskeriet.
For enden af linen sad et bombardaflåd, og på forfanget sad to fluer: Øverst en kobberbasse og nederst en lille tobisflue.

Ud for første revle ligger et langt mørkt bælte med meget ensartet bund. Her er ingen større sten eller anden variation, og fiskene kan stort set være over hele området, så det handler om at finde dem.
Jeg affisker derfor strækningen systematisk, idet jeg kaster skråt frem i den retning, jeg vader, og mens jeg spinner ind, sidestepper jeg stille og roligt hen ad revlen.

Nogen kalder det lidt nedsættende for ”maskinfiskeri”. Det kræver da heller ikke den store opmærksomhed eller koncentration, og det er netop også det gode ved det. Jeg fisker jo også for at slappe af, og her kan jeg lade tankerne vandre, mens jeg er på ”standby” i forhold til selve fiskeriet. Viser der sig en fisk, eller er der noget, der piller ved fluen, bliver der øjeblikkeligt trykket på ”ON” og fiskeriet for min fulde opmærksomhed.

I dag var der – desværre – ikke meget, der forstyrrede min tankeflugt, og først på den sidste del af strækket kom der et hug, der for en periode påkaldte min opmærksomhed.
Jeg så dog ikke mere til fisken og nåede til sidst til et sted, hvor vandstanden gjorde, at jeg ikke kunne vade videre på revlen. Jeg vendte derfor om og kørte linen ind i det, der skulle blive dagens sidste kast. Lige da fluerne var ved at forlade det mørke bælte, blev linen strammet forsigtigt op. En ørred havde taget den ene flue. Efter en kort, men hidsig fight kom en fisk midt i 40-erne i nettet. Den havde taget den øverste flue – Kobberbassen – men var fint nok kroget. Den fik sin frihed igen, for fryseren er ved at være fyldt op, og der stod en lammekølle til optøning hjemme på køkkenbordet.

Blog Image