”Sete fisk er sikre fisk” skrev en skribent i Sportsfiskeren for nogle år siden. Det gav anledning til en del morskab blandt nogle læsere, som havde passende – eller måske rettere upassende – talent for at misforstå ting i en bestemt retning.

Meningen var vel ellers ikke til at tage fejl af, for selvfølgelig er det lettere at fange en fisk, hvis man først har spottet den. Jeg har ikke selv noget tal på det, men jeg vil tro, at et sted mellem en fjerdedel og halvdelen af de fisk, jeg fanger, har jeg set først. En hvirvel i vandet, en fisk som springer ud af vandet, en rygfinne som bryder overfladen.

Dagens tur til Vestsjælland havde givet en enkelt undermålet. Desuden havde flere fisk vist sig ved lige at bryde overfladen. De var dog ikke interesseret i fluen, som var en lille Kobberbasse.

På vej tilbage mod bilen mødte jeg en kajaksejler, som sejlede helt ind til land og kontaktede mig. Han fortalte, at han havde set en ørred i overfladen lige foran ham. Jeg lagde et par kast ud i området uden det gav hug. Så blev jeg kontaktet af et par inde på land. Det viste sig at være Morten og Joy fra foreningen. De var ud at lufte hund. Mens vi stod og snakkede, havde jeg ryggen til vandet, men Joy havde blikket på vandet, og pludselig fik hun øje på fisk to gange lige efter hinanden. Jeg vendte mig om og kunne se bevægelse i vandet og kastede ud i området. I første omgang skete der ikke noget, men i tredje forsøg kom hugget og en fin, velkonditioneret fisk lidt over målet kom lidt efter på land med en Kobberbasse i munden.

Blog Image

Hjemme blev den lavet til karry-fiskesuppe, men inden det kom så vidt, blev maveindholdet studeret. Det afslørede masser af børsteorm og nogle enkelte tanglopper.