På mange af mine ture i marts var det reglen, at målsfiskene huggede og som regel blev siddende på krogen, mens de store faldt af eller blot fulgte efter fluen. Denne aprilmorgen blev undtagelsen, der bekræfter reglen.

Dagen før havde jeg sammen med Rino fisket et par gode badekar igennem på vores hjemlige kyst. Det havde ikke givet fisk, men vi havde da set nogle stykker og besluttede at give det en chance den efterfølgende morgen.

Vi løb nu ikke ind i hinanden, for – som det senere viste sig – havde vi taget hvert vores badekar som udgangspunkt. Mit gav imidlertid ingen fisk fra morgenstunden, og jeg gik i stedet ned til et ca. 300 meter langt badekar længere nede af strækket. Her havde jeg ikke tidligere i år fået fisk, men det viste sig hurtigt, at det var her, de skulle findes denne dag.

Den næste time gav mange hug, og flere fisk blev kroget, men selv om det var fisk i målsstørrelsen, blev de ikke hængene. Da jeg gik tilbage og fiskede strækket igennem anden gang, fik jeg en hug, hvor det hurtigt blev klart, at det var en større fisk, og med de mange tabte fisk i tankerne var det med høj puls og adrenalinen pumpende, at fisken blev kanet det sidste stykke op på stranden. En flot, blank og velkonditioneret fisk på 60 cm, som havde forset sig på en af de mindste kobberbasser i min æske.

Blog Image

På tilbagevejen lykkedes det at miste yderligere tre ørreder af mindre kaliber, men med den store hængende i fiskesnoren i bæltet var det lige til at bære.

På turen tilbage havde jeg i øvrigt selskab af Reiner fra klubben. Han havde været lidt længere borte og ude på revlen havde han fanget en ørred, som vi målte til 83 cm. Selv om det var en fisk, der havde været på gydning i vinterens løb, havde den givet ham en lang fight og undervejs knækket 2 af de tre kroge på blinket.