En af de gode sidegevinster ved at skrive blog er, at det hjælper én med at huske, hvad det var man oplevede, så man – med en midaldrende hjerne – også på lidt længere sigt kan genkalde sig oplevelserne 🙂

Og hvad er det så, der er værd at huske fra en lille uges efterårsferie i det sønderjyske?

– den flotte udsigt over Lillebælt fra vores lille sommerhus i Hjelsminde

– de flotte kolde morgener i flydering på Haderslev Fjord

– da en havørn opskræmte en flok blishøns på fjorden

– kolde nætter i et sommerhus, hvis opvarmningsmuligheder ikke helt stod mål med ambitionerne om helårsudlejning

– smagen af ægte Christiansfeld-honningkager…og prisen på samme

– fisketure i fint selskab af gode venner

– et par fine havørreder omkring den halve meter

– gensynet med én af dem, som huggede igen dagen efter, jeg havde genudsat den på nøjagtig samme plet

– det voldsomme skift mellem høj- og lavvande: Indenfor et halvt døgn skiftede det fra + 1 m til – 0,2 m og tilbage til + 1 m.

Nu går turen så tilbage til Nordsjælland, men det er næppe sidste gang, vi har været på disse kanter.